[Itras By] Enols Bjørnsa

Jeg er begyndt og spille Itras By med Anna Lawaetz, Kasper Mosekjær, Anne Vinkel og Niels Ladefoged Rasmussen styrer showet. Vi har spillet en enkelt gang, og det var enormt morsomt og interessant rollespil. 1920 surrealisme som rollespil, oplægget skrevet af nordmænd og selve spillet formidlet videre af Niels. Det kan jo kun gå godt. Jeg vil prøve at få snakket mere om spillet ved lejlighed, men dette indlæg skal handle om Enols Bjørnsa, min rolle i Itras By. Jeg har ikke helt fundet ud af hvem Enols er endnu, men jeg tror han kan ende med at blive en ret underlig og sjov karakter.

Her er den ene af de to urkræfter der optrådte i vores første spilgang. Den lyssky Ibis.

… Og tilbage til Enols Bjørnsa

Enols er en midaldrende mand. Han er skaldet, har briller og et alt for stort jakkesæt, som der krøller. Han bevæger sig stille og nervøs, og hans hoved bevægelser leder tankerne på en form for fugl. Han stemme er dæmpet, en lille smule hæs, og skiller sig ikke specielt ud. I det hele taget lægger man ikke rigtig mærke til Enols.

Enols bor i et slidt gammelt hus, bygget af skæve våde brædder der engang var turkis. Der er ikke vinduer i huset, men engang imellem er der en lejlighed på siden af huset. Det er i øvrigt Vankel Innes, og det var sådan de lærte hinanden at kende. Huset er 3 etager, og har en stor skorsten. I kælderen er der et øvelokale hvor Eanna Aztlaws band holder til fra tid til anden. Enols har 3 katte, Mak, Mik og Muk, som han passer godt på og holder meget af. De hjælper ham med at sætte hår, men de kan ikke tale menneskesprog, hvilket er lidt besynderligt. Dørhåndtaget til huset er næsten altid smudset til, på trods af Itras By har en offentlig instans der står for pudsning af dørhåndtag. Dette skyldes Enols har hyret den private dørhåndtagspudser Pejkær Rasekoms til at tilsmudse sit efter kommunen har været der.

Enols har nemlig en intenst frygt for spejle, og alt der minder ham om dem. Han ved der bor nogle ondskabsfulde mænd på den anden side af spejlet, og de kommer ud efter ofre engang imellem. Men ikke nok med dette, så har de set sig meget sure på Enols, sikkert i forbindelse med hans fortid som agent han kun svagt husker. Derfor har Enols selvfølgelig ikke nogle spejle i sit hus, og prøver også at undgå alle andre reflekterende overflader der kunne fungere som portaler. Han stopper altid sprækken under døren til med håndklæder inden han går i seng. Og så efterlader han aldrig spor når han er ude. Han går altid med handsker, gemmer sine cigaretskod i sin taske, og når han tager noter på sin notesblok sørger han for at holde en lille glasplade imellem siderne, så man ikke kan skraverer sig frem til hvad han har skrevet tidligere.

Enols er medlem af Logen for Røde Kattehår. Det er en utrolig bureaukratisk loge med 9 cirkler, og det kræver godkendelse fra et andet medlem at rykke frem i cirklerne. Der er møder 2 gange om ugen, hvor der bliver snakket løst og fast om Røde Kattehår og logen struktur og fremtid. Enols er i 6 cirkel, og kunne godt tænke sig at rykke frem i graderne. Desværre er han logens eneste medlem, så det er på nuværende tidspunkt et stor udfordring.

Enols lever af at plukke figner fra et specielt træ i hans have. Han ligger fignerne i en gul postkasse, og de bliver hentet en gang om ugen, og betalingen lagt i postkassen. Enols har aldrig set hvem der henter fignerne, og han kan heller ikke helt huske hvordan aftalen startede. Det har han vist altid gjort. Og så arbejder han for Detektivbureauet for Særligt Sælsomme Sager, hvor han ifølge papirerne får en overraskende høj gage.

Enols kender ikke andre mennesker end Eanna, Pejkær og Vankel, selvom han faktisk meget gerne vil være social. Det er bare som om han altid bliver overset. Eller at det går galt på en eller anden måde når han socialiserer. Det bliver ofte også noget rodet og kaotisk med de andre mennesker, og Enols kan bedst lidt orden og kontrol i sit liv. Det kan være svært i Itras By.

Enols har en kuffert som man ikke kan opbevare ting i. Tilgengæld er der altid noget nyt i den når man åbner den. Det er helt tilfældigt og kan nogle gange bruges, men andre gange kan det give en masse problemer. F.eks. den gang han kom til at slippe en vanvittig ilder løs i sporvognen. Eller den gang han fandt en blodig kniv imens han var på politistationen. Han kan ikke lide kufferten fordi den er uforudseelig, men den har reddet ham mere end en gang, så han bruger den når han er presset.

Enols elsker musik og poesi. Han elsker rytme. Det er forudseelig, og det er rart. Han kan dykke ned i musikken og poesien og nyde den anden verden, hvor han kan genkende lyde og vers, hvor han kan mærke strukturen. Han har selv prøvet af skrive lidt poesi, men han syntes ikke det er blevet helt godt endnu.

Jeg regner med at tilføje og redigere løbende. Hvis du har nogle idéer til Enols så bare smid en kommentar.

Dette indlæg blev udgivet i Rollespil og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

12 svar til [Itras By] Enols Bjørnsa

  1. johsbusted siger:

    Hvor fjollet er det meningen at spillet skal være?

    For mig er 20’er surrealisme nemlig ikke fjollet, men det virker til at I ønsker at spille et komisk spil. En slags cartoon surrealisme, hvor man det mærkelige søger grinet og dermed forløsningen. Det mener jeg ikke den traditionelle surrealisme søgte.

    Der er selvfølgelig ikke noget i vejen med cartoonish rollespil.
    Det er fin borgerlig underholdning – surrealistisk rollespil ville derimod være den rene revolution. Men hvordan man kunne opnå det ved jeg ikke, måske er tiden bare løbet godt og grundigt fra surrealismen 😀

    • Jeg er umiddelbart enig. 20’ernes surrealisme var enorm tilstedeværende og en anerkendt, akademisk tankegang om sindets underbevidsthed. Om man vælger at spille dette autentisk eller mere flippet på en komisk måde er vel op til gruppen og hvad de finder appellerende – men personligt følger jeg Johs i, at surrealismen er mest cool og mørk spillet på den autentiske måde. Det virker til at være et meget interessant rollespil, et jeg selv vil undersøge nærmere. Men ellers mener jeg, at Over The Edge måske er dét mest surrealistiske rollespil ever (uden at kende til Itras By). Men fedt at se rollespilsgenren udfordres med surrealisme som genre, det mangler det mere af. Absolut.

    • troelsken siger:

      Jeg er lidt usikker. I “Drengen og Byen” opdagede jeg til nogen overraskelse, at kæmpeedderkopper faktisk ikke bliver mindre creepy af at have bowlerhatte på. Hvis man spiller med en attitude af, at dette her er blodig alvor for de involverede, giver dissonansen mellem det mærkværdigt/komiske overfladiske indtryk og angsten, fortvivlelsen og hvad det nu måtte være at følelser hos karaktererne en ret interessant og ret, ja, surreel effekt.

      Men så skal der absolut ikke spilles for laughs! Hvilket kræver nogen disciplin og arbejde med den sociale kontrakt mellem spillerne.

  2. Ja det er vigtigt at understrege at det ikke er sjovt for karaktererne. Og det ender alligevel ofte med det er sjovt for spillerne. Men jo, vi kommer nok helt automatisk til at søge lidt efter grinet. Det ligger nok naturligt til os.

    Der ligger den udfordring i Itras By, at det er ret plotløst, og man improviserer en hel masse. Det gør det nok meget svært at ramme de dystre fortællinger om det underbevidste. Jeg tror den slags ligger nemmere i mere gennemtænkt og konstrueret rollespil. Men jeg syntes da vi prøver at arbejde lidt med nogle temaer, som ikke nødvendigvis bare er sjov og ballade.

  3. Kasper M siger:

    Jeg tror også det er et spørgsmål om tilvænning.

    Når vi skal improvisere en helt masse lige på stedet om en verden som vi ikke kender så godt endnu, men kun som surrealistisk, så vil det, for mig, altid være lidt morsomt at interagere i en sådan verden. Fordi det ER sært for mig Kasper, det ligger vel lidt i det surrealistiske? Og derfor bliver min karakters/de andre karakterer/de andre NPC’eres reaktioner automatisk lidt morsomme for mig fordi det er markant anderledes end hvad jeg oplever i København (Franks By?) til hverdag. “Det er ikke mærkeligt”-reglen selvfølgelig gælder for min karakter, men jeg synes at det er mærkeligt og undres, og det vil tage noget tid før jeg “forstår” præcis hvordan det mærkelige hænger sammen.

  4. orcadorsala siger:

    Jeg ser ikke noe problem med å spille spillet som man ønsker. Spillet har forlatt spillskapernes hender og begitt seg ut på en vandring blant spillere der den leter etter kjærligheten mellom spillere og spill. Selv spillskaperne har jo ment at spillerne skal lage sitt eget Itras By. Jeg synes kanskje det er litt unødvendig å rette på formaliteter. 😉

  5. olepeder siger:

    Hei!

    Hyggelig at spillet blir lest og diskutert i det store utland. 🙂
    Til debatten vil jeg tillate meg å sitere en av deres store landsmenn:
    «Den, som kun tar spøg for spøg og alvor kun alvorligt, han og hun har faktisk fattet begge dele dårligt.»
    Personlig opplever jeg mye av den surrealistiske produksjonen som både vittig og foruroligende/dyp/interessant. Det ene trenger ikke utelukke det andre.
    Se for eksempel dette: http://en.wikipedia.org/wiki/Lobster_phone
    På spillets hjemmesider http://itrasby.no ligger det lengre utdrag fra spillet i PDF-versjon, for den som måtte ønske å lese mer før evt. kjøp.
    Rock on!
    Vennlig hilsen Ole Peder (medforfatter Itras by)

  6. johsbusted siger:

    hmmm…

    Jeg er helt med på at en rollespilsoplevelse kan rumme et vel af stemninger og temaer. Det er det fine ved rollespil. Oplevelser bliver mere intense når man ikke søger forløsningen. Det være godt, hvis man søger det intense spil. Hvis man bare vil ha’ det rart og sjovt, så er det selvfølgelig også cool.

    1920er surrealismen er derimod mere eksklusivt. Det er Breton der kæmper på liv og død for at holde sin kunst politisk og sin politik kunstnerisk. Artaud og Aragon trækker i hver sin retning, men ingen søger det latterlige. Det gør Dali sikkert, men først for alvor i 30erne. Der sker noget meget kunsthistorisk væsentligt her. Anden verdenskrig viser os at vores ideer kan være pisse farlige og vi vælger derfor i højere og højere grad det sjove og komiske frem for at stå ved vores ideer farlige samfundsmæssige tanker.

    Vi bliver alle demokrater, tøssedrenge og forholder os ironisk til det. Det er godt og jeg er glad for at mine børn skal vokse op i en sådan kultur, men det dræber desværre det man kunsthistorisk har kaldt den historiske avantgarde og vores mulighed for at lave surrealistisk kunst eller revolutioner overhovedet. (Her snakker jeg selvfølgelig kun om Vesten).

    Jeg er helt sikker på at I har skrevet et godt stykke rollespil og at Asbjørn spiller med i en dejlig kampagne, men det er altså ikke 20er surrealisme for det er muligt i vores nuværende samfundsdiskurs.

  7. olepeder siger:

    Jeg ser absolutt dine innsigelser. Deler kanskje også et stykke på vei dine betraktninger. Selv er jeg ikke kunsthistoriker. Nøyaktig hvilken “merkelapp” vi har gitt spillet er kanskje litt tilfeldig. Vi søker det drømmeaktige, og surrealisme virker som en bedre benevnelse på det vi forsøker å få til enn for eksempel «steampunk» eller «urban fantasy». De to sistnevnte har andre konnotasjoner for meg enn det jeg søker å få til med Itras by. Surrealisme er det nærmeste jeg har kommet på. Tomas Mørkrid har en gang brukt begrepet «retro-surrealistisk urbanfabel». Noe sånt. 🙂 Takk for tankevekkende innspill!

  8. Johs siger:

    Hey Ole. Super godt svar og der er en del at komme efter i drømmeartigt rollespil. Glæder mig til at læse jeres spil.

  9. Uffe siger:

    Retro-surrealisme er et vældig godt udtryk. Det er mere vores uinformerede idé om surrealismen end en virkelig surrealisme. Tror jeg, jeg har endnu ikke haft mulighed for at læse bogen. (Kan man købe fra udlandet på kolofon.no? Det virker ikke sådan.)

  10. olepeder siger:

    Jeg mener å ha spurt spesifikt om det tidligere, og fått bekreftende svar. Nettbutikken er ikke akkurat det smidigste designet jeg har sett, men det skal være mulig:

    http://kolofon.no/searchdetails.aspx?pid=2198&docid=91

    Vet om folk i både Sverige og Danmark som har kjøpt boka.

    Hvis du ikke får det til foreslår jeg at du mailer dem på post@kolofon.com eller ringer på +47 22 82 51 00

    I verste fall får du maile meg på ole.peder.giaever[]gmail.com, så sender jeg deg PDFen.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s