På Scenariehuset III hev jeg en workshop ud af røven, Karakterer & kærlighed. Jeg kunne godt tænke mig at arbejde lidt videre med konceptet, og specielt gerne høre fra folk derude. Så her kommer en post om emnet.
John Rogers siger på et tidspunkt i et spil Fiasco, storytelling handler om “Who wants what? Why can’t they have it? And why do I give a shit?” Det jeg gerne vil kigge på er det sidste. Det handler om at skrive menneskelig, nærværende, interessante karakterer, som har en plads i historien og som folk interesserer sig for. Det er der mange måde at gøre på, og det her er bare en måde at angribe det på. Min måde. Nemlig med masser af kærlighed.
Min grundlæggende idé er at hvis man elsker sine karakterer, så laver man automatisk plads til dem i historien. Hvis man viser sine spillere hvorfor man elsker sine karakterer, så kan spillerne automatisk identificere sig med dem. Og det er jo alt sammen meget fint, men hvordan bruger man det til noget?
For det første så stiller jeg mig selv spørgsmålet, elsker jeg denne person? Altså ikke nødvendigvis som en erotisk ting, eller som en jeg-vil-bruge-resten-af-mit-liv-sammen-med-dig ting, men muligvis som en jeg-vil-gerne-være-venner-med-dig ting eller du-er-fucking-awesome ting. Giver det mening? Hvis jeg ikke kan svare “JA!”, så bliver jeg nødt til at kigge på karakteren fra en ny vinkel, hacke den, eller smide den væk.
Brug dine venner. Nogen gange kan man blive i tvivl, men som regel ved man godt hvorfor man elsker sine venner, eller måske endda sin kone. Brug det når du skaber en karakter. Det er en klassikere fordi den virker. Endnu bedre; Brug dig selv. Men det kræver vistnok selvindsigt og andre urealistiske ting.
Men det farlige ved kærligheden er den gør blind. Pas på, for vi skal bruge karakterernes fejl. Det er det der gør dem menneskelige, identificerbare og jeg er overbevist om at det i håb grad også er det der gør vi elsker folk. Mine venner er ikke mine rigtige venner før jeg har set dem fejle.
Så vis mig hvor de fejler. Det kan selvfølgelig være vigtigt at se hvor de er seje, men det er meget mere interessant at hvor de fucker up. Og indenfor denne disciplin, selvmodsigelser er altid gode, bortset fra når de ikke er det. Robert De Niro i Stardust, som badass pirat kaptajn der elsker at gå i kjoler. Men vi gider ikke se flere klichér med gangster der elsker deres mor. Med mindre du gør det virkelig godt. Og tvetydighed kan generelt være et godt virkemiddel, se bare på Peter Fallesens Lad Verden Brænde og de to meget stærke karakterer (Skabende) Destruktion og (Kastreret) Kærlighed.
Lav altid og aldrig stereotyper. Det er ofte en rigtig god idé at starte med en stereotype at arbejde ud fra, eller måske bare finde ud af hvilken stereotype din karakter passer ind under. Fordi det er en nem måde at få spillerne til at fylde en masse på, uden du behøver at skrive det. Men sørg for at spark lidt til stereotypen, så den ryger lidt af kurs, og får nogen buler. Ellers tror vi ikke på den findes. Stereotypen er en rigtig fin grundlinje, men slå nogen huller i den linje, så bliver det hele lidt mere spændende. En dejlig online tegneserie har baseret alle sine karakterer på stereotyper, og køre dem ret langt. Men der er (næsten) altid et brud eller et hul, og det gør virkelig jeg holder af dem. Også selvom det ikke er verdens bedste historier.
Og det her er selvfølgelig ikke noget jeg helt selv har fundet på fra bunden. Der er f.eks. to fede artikler her og her. Det var Thomas Mørch Pedersen der gjorde mig opmærksom på hvor seje Destruktion og Kærlighed er. Det var Troels Ken Pedersen der gjorde mig opmærksom på at man kan skrive om sig selv, når man nu er rollespiller, og ikke har nogen venner. Og forhåbentligt gør I mig nu opmærksom på en helt masse andre vigtige ting. Jeg vil i hvert fald gerne høre jeres tips og tricks, og hvordan I skaber kærlighed.
Kukabuksilah 
Hvis det er en karakter til indlevelse (og ikke blot og bar narrativ funktion), skal karakteren kunne komme med undskyldninger og bortforklaringer, som gør at karakteren står som helten i sin egen historie. Og et mindstemål af undskyldninger og bortforklaringer bør være nødvendige! 🙂
Og for øvrigt, altid og aldrig stereotyper er et godt råd. Og for at uddybe det med at vi ikke gider se flere gangstere, der elsker deres mor, kan man vel sige, at afvigelserne fra stereotypen ikke i sig selv bør være en stereotype. Gangstere som elsker deres mor skal i alt fald æstetisk set dø i en brand!